Nyhedsbrev september

Så er endnu en måned gået. Vi har haft nogle fantastiske oplevelser med de dejlige mennesker der har været her til vores arrangementer. Det er pragtfuldt at vi igen kan lave forskellige ting her, hvor vi selvfølgelig tager hensyn til afstand og håndhygiejne.

Desværre fik vi ikke besøg af Jerry i denne omgang, men vi håber han snart kommer igen.

Alle igangværende kurser er oppe at køre igen og det er pragtfuldt.

Vi starter september måned med fuldmånemeditation. Det er onsdag d. 2. kl. 19. Vi foretager trommerejser til denne månes klanmoder for at lære fra hende. Dette er et rigtigt godt redskab til at blive klogere på sig selv og se nøjagtig, hvad man har brug for. Efterfølgende er der kaffe og brød.

Fredag d. 18. kl. 19 er der trommeaften. Her vil vi foretage et par trommerejser på de ting, der optager os lige nu. Kender du ikke dit kraftdyr, kan dette være en mulighed for at finde det. Vi vil synge nogle sange og hygge os om bålet. Efterfølgende kaffe og brød.

Vi starter et shamanistisk forløb lørdag d. 19. kl. 10.30-16. Vi vil mødes en gang om måneden og arbejde med elementerne, naturen, verdenshjørnerne, ritualer og meget mere. Dette forløb er en mulighed for at komme dybere ind i dig selv og lære at bruge de redskaber, der er til rådighed. Medbring praktisk tøj og din egen madpakke.

Ny healingsuddannelse starter torsdag d. 24. kl. 19-22. En uddannelse, hvor du vil lære at bruge redskaber som fjer, rasle og tromme til at heale med. Vi går i dybden med et emne, hver gang vi mødes. Der vil være både praktiske og teoretiske øvelser hver gang. Uddannelsen afsluttes med skriftlig og praktisk prøve. Har du lyst til at være en del af dette, så meld dig endelig til. Vi mødes en gang om måneden ca. 10 gange. Vi aftaler datoerne, når vi mødes første gang.

Lørdag d. 26. er der workshop, hvor vi laver cremer, salve, shampoo m.m. Vi mødes kl. 10.30. Vi vil lave det hele økologisk og tage hensyn til allergener.
Der vil forekomme materialepriser og derudover beder vi om donationer. Medbring din egen madpakke.
Har du tomme cremekrukker, så tag dem endelig med. Vi slutter dagen kl. ca. 16.30.

Nyt clairvoyance kursus starter mandag d. 28. kl. 19-22. Et kursus, hvor du vil blive trænet i dine evner i at se og høre den spirituelle side og give det videre. Vi vil arbejde både med mennesker og forskellige ting. Vi vil hjælpe hinanden til at se det, der er uklart set med de fysiske øjne. Vi vil mødes en gang om måneden ca. 10 gange. Vi aftaler datoer ved det første møde. Tilmelding nødvendig. Brug enten e-mail: denandenvirkelighed@live.dk eller ring på 59460850 (fastnet). Det er også muligt at tilmelde sig på messenger.

Urtekursus starter onsdag d. 30. kl. 19-22. Vi vil gennemgå forskellige urter og på den måde lave vores eget lille leksikon. Vi vil gå i dybden med hver enkelt urt (hvad kan den bruges til, hvad indeholder den o g meget andet), vi vil lave forskellige produkter med urterne som base. Til dette kursus må du påregne materiale udgifter.

Den første weekend i oktober laver Frank et trommebygger kursus. Både lørdag og søndag arbejdes fra 10.30- ca. 16.30. Trommerne er ca. 40 cm i diameter og bliver lavet af okseskind.

Tilmeld dig via mail: denandenvirkelighed@live.dk eller på messenger til Frank.
Kurset koster 1400 kr. incl. materialer.
Depositum 700 kr. skal indbetales senest 20. september på:

Reg: 1726 konto 7560-784-087. Kontoen er i Nordea.
Du er først tilmeldt ved indbetaling.
Medbring din egen frokost og praktisk tøj. Alt foregår udendørs.

Husk at ved vores arrangementer gælder at vi arbejder for donationer (undtaget trommebyggerkurset).

Vi glæder os til at se dig.

Knus og lys

Hanne