Nyhedsbrev oktober

Nu er sommeren virkelig gået på hæld og temperaturen har taget et godt nyk nedad. Efterårsfarverne præger efterhånden naturen og det er et smukt farvespil.

Frank og jeg har været en tur i Norge og nyde naturen deroppe. Det er skønt at lade batterierne op på den måde.

Vi starter hårdt ud her i oktober. Søndag d. 3. får vi brænde hjem. Det er lidt før vi satsede på, men det er dejligt, at få det hjem. Har du mulighed og lyst til at hjælpe med at køre det ind, hører vi meget gerne fra dig.

Vi har tænkt på at starte en fast trommegruppe. Her kan vi tromme for de større ting og sammen give energi til andre og os selv. Er du interesseret i at deltage i denne gruppe kan du tilmelde dig til fredag d. 7. kl. 19. Vi tænker at vi mødes en gang om måneden og vi aftaler sammen datoerne. Efterfølgende kaffe og brød.

Fuldmåne er søndag d. 9. kl. 19 – 22. Vi vil foretage rejser til denne månes klanmoder og lære fra hende. Dette er et rigtig godt redskab til selvudvikling. Efterfølgende kaffe og brød.

Mandag d. 10. kl. 19 – 22 starter jeg et clairvoyance kursus. Her kan du lære at få kontakt til din spirituelle side. Vi vil arbejde praktisk og bruge hinanden til denne udvikling. Der vil være guidede meditationer hver gang. Jeg tænker dette kursus vil gå over 10 gange og du vil få opgaver med hjem, der skal løses. Vi mødes ca. 1 gang om måneden.

Shamanistisk dag er lørdag d. 15. kl. 10.30 – 16.30. Her vil vi arbejde med trommerejser, elementerne og naturen. Denne dag er for alle, der har lyst til at arbejde shamanistisk eller allerede gør det. Sammen kan vi skabe en god energi vi alle kan have glæde af. Medbring gerne din egen tromme og din egen frokost.

Søndag d. 16. er der kreativ dag. Vi arbejder fra 10.30 – 16.30. Her har du mulighed for at lave ting til dig selv eller måske gaver til andre. Vi kan lave drømmefangere, beadwork, medicinpunge og meget andet. Materiale pris kan forekomme. Medbring din egen frokost.

Trommeaften er fredag d. 21. kl. 19 -22. Her vil vi foretage et par trommerejser på de spørgsmål vi har lige nu. Vi vil synge et par sange og hygge omkring bålet i tipien. Efterfølgende kaffe og brød.

I weekenden 22 – 23. vil jeg lave et cremeværksted. Begge dage er fra 10.30 – 16.30. Her kan du lave cremer og salver til dig selv eller måske som gave til andre. Vi arbejder med naturlige og økologiske ingredienser. Materiale priser forekommer. Medbring din egen frokost.

Svedehytte/inipi fredag d. 28. kl. 18. Denne svedehytte ledes af Jerry Dunson. Renselses ceremoni for healing, bønner med sang mm. Ceremoniens længde kan variere, men tager typisk 2 – 3 timer, plus tid til at spise bagefter. Giv dig selv god tid 😊 og kom i god tid inden, om muligt. TØJ: Kvinder tager lang ærmet, lang kjole; mænd tager shorts. Tag 1-2 håndklæder. MAD: Tag en ret med til EFTER svedehytten. Det er en del af ceremonien. PRIS TIL SVEDEHYTTEN: Donationer til Jerry plus 75 kr. til udgifter inkl. brænde, mm. Tænk på hvad et arrangement af en ekspert, vil pleje at koste. OBS. Kvinder!: Det er traditionen at kvinder der har sin menstruation ikke kommer ind i svedehytten.

Husk ved vore arrangementer gælder, at vi arbejder for donationer.

Knus og lys

Hanne